Search our collections

Valg af papir til giclée tryk

Valg af papir til giclée tryk

Introduktion

Når du som fotograf eller kunstner bestiller et giclée tryk, giver papirvalget mulighed for at præge dit værk med netop det udtryk og den stemning, som du gerne vil fremhæve. Valget af papir er en kritisk kunstnerisk og æstetisk beslutning, som har stor indflydelse på det færdige resultat. Giclée trykket skal fuldende din vision som kunstner, og forskellige papirer vil udtrykke den på forskellige måder.

Men hvilke retningslinier kan opstilles for valget af papir? Det vil vi se nærmere på i dette indlæg.

Det bedste ved denne beslutningsproces er, at der ikke findes et forkert svar. Der findes intet objektivt svar på, hvilket papir, der er det 'rigtige' til et givet billede. I sidste ende er det et spørgsmål om smag og stil. Derfor er det heller ikke muligt at opstille faste regler. Vores mål er i stedet at videregive erfaringer med, hvordan dit valg påvirker det endelige resultat.

Måske ønsker du slet ikke atbruge tid på spørgsmålet om papirvalg, og så er du velkommen til at kontakte os. Vi foreslår gerne et papir, som ud fra vores erfaring og vurdering passer til dit billede.

Hvad er giclée tryk?

Allerførst giver det mening at præcisere, hvad vi mener med giclée tryk. Uden en definition bliver det en cliché, som kan bruges efter behag. Vi anvender følgende definition:

Giclée tryk er print med pigmenteret blæk(1) på OBA(2)-frit papir af højest mulige kvalitet(3). Både papir og blæk skal opfylde meget strenge standarder for arkivholdbarhed(4).

(1)Vi anvender 12-farvet Canon Lucia blæk

(2) OBA står Optical Brighetening Agents. Det dækker over kemikalier, som papirfabrikanter ofte anvender for at få et papir til at fremstå mere hvidt. Virkningen er baseret på, at ultraviolet lys skifter bølgelængde, når det rammer papiret. Herefter reflekteres det som synligt lys. Øjet opfatter dette som en meget klar hvid tone. Der er to problemer ved denne metode: For det første mister OBA'erne virkningen efter nogen tid, hvorefter papiret gulnes. For det andet vil virkningen ikke fungere, hvis printet er indrammet med UV beskyttende glas. Efter vores opfattelse hører OBA'er ikke hjemme i fine art papir.

(3) Til vores giclée produkter anvendes udelukkende papir fra Hahnemüles og Cansons fine art produktlinier. Bemærk, at begge firmaer også sælger standard inkjet papir, så firmanavnet alene er ikke en garanti for giclée kvalitet.

(4)Ved korrekt indramning under UV-beskyttende glas skal forventet levetid være +100 år. Dette kan evt. være dokumenteret ved test udført af et uafhængigt laboratorium som f.eks. Wilhelm Imaging Research, Inc.

Dernæst er det vigtigt at overveje, om man har behov for at printe på giclée papir. Standard inkjet papir giver også udmærkede resultater og er billigere. Forskellen ligger i holdbarheden. Som indenfor så mange andre områder får man, hvad man betaler for. Fine art papir bevarer farverne mange gennem årtier. Hvis du alligevel skifter billedet ud hver andet år, så har du ikke brug for det. Men hvis du ønsker et produkt, som bevarer sin værdi i generationer, så er giclée tryk den helt rigtige løsning.

Vores papir

Vores fine art papirer kan inddeles i følgende kategorier:

  • Satin med mat overflade
  • Mat med glat overflade
  • Mat med diskret tekstur
  • Mat med markant tekstur

Bemærk at vi ikke fører papir med markant glossy overflade.

Vi følger løbende udviklingen og tester de mest interessante nye papirer. Indenfor hver kategori tilbyder vi den eller de løsninger, vi p.t. vurderer er markedets bedste. Vores nuværende udvalg omfatter dels to etablerede papirer fra Hahnemühle, dels to nye Canson papirer fra den berømte Arches papirmølle i Frankrig:

Giclée tryk, valg af papir: Illustration af valgmuligheder

Vi vil give en mere detaljeret beskrivelse af de enkelte papirer i et andet blogindlæg. Diskussionen nedenfor holdes på et overordnet niveau og fokuserer på papirkategorier snarere end specifikke papirer.

Hvordan vælger jeg?

Papirets overflade og coating er afgørende for, om det fremstår som mat eller glossy.

Refleksion af lys fra mat hhv glat overflade

Når lyset rammer overfladen, bliver en del af det absorberet, og resten reflekteres. Et mat papir har på mikroskopisk niveau en ru overflade, og refleksionen sker derfor difust i forskellige retninger. Et blankt papir derimod er glat, og lyset reflekteres primært i samme vinkel, som det modtages. Bemærk, at det er muligt at coate et mat papir, så det føles glat ved berøring. Men et glossy papir vil altid være glat.

Et glossy papir vil altid have et bredere farverum og dybere sort niveau end et mat af tilsvarende kvalitet.

Problemet med glossy papirer er, at de skaber uønskede lysfleksioner fra overfladen. Hvis dit billede skal hænge på en væg, hvorpå lyset falder direkte fra vinduet eller kraftige el-pærer, vil de være helt ubrugelige.

For at løse dette problem, har producenterne udviklet satin papir coating. Et godt satin papirkombinere de bedste egenskaber fra begge verdener. Du får et papir med fremragende farvegengivelse, som er velegnet til indraming og ophængning, og som kun skaber meget diskrete lysrefleksioner.

Ved Nordlys Print har vi besluttet KUN at føre satin og matte papirer.

Med udgangspunkt i din vision for det færdige billede, kan følgende retningslinier være nyttige:

Mat eller satin?

  • Satin overflade er bedst til at fremhæve dramatisk udtryk, klare farver og dyb sort.
  • Mat overflade formidler et roligere udtryk og afdæmpede farver. 

Fin eller markant tekstur?

  • Fin tekstur er bedst til skarpe detaljer.
  • Markant tekstur tilfører ekstra dybde og kunstnerisk indtryk. Egner sig godt til motiver, hvor lidt bredere strøg ønskes. Også godt til billeder, som indeholder store områder med ensartet farvetone (skyer, himmel, hav). Her brydes monotonien, og områderne bliver interessante.

Generelt vedrørende reproduktion af kunst

  • Ved reproduktion af kunst kan det give mening at printe på den overflade, der ligger tættest muligt på det oprindelige kunstværks overflade.

Workflow

Vi anbefaler følgende workflow:

Anbefalet workflow når der skal vælges papir til giclée tryk

Nedenfor følger et par eksempler, som det vil være nemt at generalisere.

Eksempler

Fotografi af biædere

Foto af biædere

Til et billede som dette med klare farver og skarpe detaljer anbefaler vi et satin papir.

Fotografi af diset sommermorgenLandskabsbillede

Her er detaljerne ikke så vigtige. Der er tale om et fotografi, men det er det maleriske udtryk og de afdæmpede farver, vi ønsker at fremhæve. Et satin papir vil give et fantastisk resultat, og det vil et mat papir med glat overflade eller fin tekstur også. Fotografen må vurdere, hvilken af disse muligheder, der bedst rammer det ønskede udtryk.

Akvarelmaleri

Yanwang dijun, Tegning lavet af Julie Elisabeth Parkum.

Når der er tale om reproduktion af akvarel-, akryl- og oliemalerier, er de matte papirer ofte det bedste valg. Det gælder også her, hvor vi gerne vil fremhæve det stemningsfyldte og pastelfarverne. Billedet vil fungere fint både med diskret og markant tekstur.

Afsluttende bemærkninger

Der er to tilgange til valg af papir:

(1) Du kan tage udgangspunkt i papiret, og printe alle dine billeder på dit favoritpapir. Dette sikrer en ensartet stil og fungerer fint for mange.

(2) Du kan tage udgangspunkt i det enkelte billede, og ud fra overvejelser om hvilken stemning, du ønsker at styrke, hvordan det færdige billede skal præsenteres osv. tages beslutningen.

Ovenfor har vi forsøgt at argumentere for sidstnævnte fremgangsmåde.Forhåbentlig har diskussionen og eksemplerne givet inspiration.

Er du i tvivl om, hvad, du skal vælge til dit eget billede, er du altid velkommen til at kontakte os på tlf. 3084 9400 for at spørge om råd. Efter aftale kan vi fremstille prisbillige testprint, så du kan se og føle forskellige løsninger, inden du bestiller den endelige version.

You were the thing
worth photographing,
the stillness
that begged
for a matte finish
and far off stare
- Tyler Knott Gregson

Skrevet af Nordlys Print